Denne artikel var i

DAGBLADET ROSKILDE

Mandag 11. juni 1990

Af Annette Westphal

Som én stor familie

Kulturhuset forvandlet af orientalsk charme

 Kulturhusets rokoko­stil og prangende lyse­kroner var en sjov kon­trast til den hyggelige og afslappede stemning, der herskede fredag aften til en kurdisk fest. Omkring 70 kurdere og danskere festede med kurdisk mad, levende musik, sang og dans.

 Orientalske toner, levende lys og glædelige gensyn om­kring bordene med de rød- og hvidternede duge var de første indtryk, der tog imod gæ­sterne fredag aften, og for-trængte det kedelige regn­fulde vejr udenfor.

 Kurdisk Kulturklub havde arrangeret fest - gratis og åben for alle. Kurdere kom fra Roskilde, Køge og Brønd­by Strand, men kun få dan­skere havde benyttet sig af tilbuddet. De, der var mødt frem, blev til gengæ1d modta­get som gamle venner.

Blandt dem var Monique Heidemann, der bor i Køge.

- Mine naboer er kurdere, og vi er blevet de bedste venner. De startede med at in­vitere mig indenfor, og nu er jeg nærmest blevet optaget i familien. Det var dem, der tog mig med til festen, og jeg sy­nes, det er dejligt at være med, siger Monique Heide­mann. 

Tyg færdig og syng

 Snakken er livlig omkring bordene, der er dårligt tid til at lytte efter musikken, og endnu far dansegulvet by at være j fred. Kun børnene løber af og til ud på gulvet I de­res leg, der går ind imellem horde og stole, ud på gangen og forfra igen.

Da festen har været i gang i godt en time, er det tid til spisning: Fyldte løg, fyldte vinblade, salat, friturestegte ris- og kødboller og hjemmebagt hvidt brød. Tallerknerne bugner, og alle er beskæftige­ de med det eksotiskekrydre­de måltid.

Lige så snart de første har spist, kommer der små tilråd til Hozan Kilicaslan, der er kendt som en dygtig sanger. Han når dårligt at tygge af munden, men må følge op­fordringerne og bevæge sig op til scenen.

Lige så snart den populære sanger slår de første toner an, bliver der klappet taktfast, og de første skynder sig ud på dansegulvet.

Driller pigerne

 Tre grupper danser på lan­ge rækker med hinanden un­der armene. Flere danskere er med i dansen, og prøver koncentreret at følge med i rytmen, to skridt frem, to tilbage, to til siden og forfra igen. Børnene hopper i takt til musikken eller piler rundt efter hinanden.

Diar på syv år gider ikke danse med sin lillesøster, og rykker sin arm til sig med en flabet bemærkning. I stedet bliver han sendt op til baren efter en øl til sin far. Den lille charmetrold med verdens længste øjenvipper kan ikke lade være med at tage en tår, men smagen er ingen succes at dømme efter hans grimasse, der afslører et tandsæt, som har smidt to mælketænder i overmunden.

Hans drillerier preller helt af på jævnaldrene Hanna og veninden Mie. Mie er dansk og har taget sin mor med til festen. Marianne Møller sid­der og snakker med Hanna’s mor, Kolala Ragab.

 Mim mand kunne desvær­re ikke komme i aften, men Mie ville så gerne med, hun kan godt lide, at der bliver sunget og danset så meget. Vi er blevet vældig gode venner med familien Ragab, og det er opstået gennem børnene, der går i klasse sammen, fortæller Marianne Møller, der bor i Gundsømagle.-    

På flugt i 14 måneder

 Familien Ragab består af far, mor og tre børn, Zana på 14 år, Hanna på 8 år og Heshu på 6 år. De kommer fra Irak, og har boet i Danmark i to år efter 14 måneder på flugt gennem Iran, Syrien, Ungarn, Tyrkiet og Rumænien. Forældrene går til sproggrundundervisning på Roskilde amts flygtningecenter, og børnene går i skole i Gundsømagle.

 Storebror Zana går i syvende klasse, og er allerede så sikker i dansk, at han under en pause i musikken stiller sig op på scenen og på flydende dansk reciterer et digt om at være kurder, skrevet af en flygtning fra Århus

   Jeg er kurder, født i Kur­distan, men kaldes Araber og er påtvungen arabisk natio­nalitet. I stedet for mit eget sprog og mine egne tradition­er, bliver jeg påtvunget tyr­kisk sprog, eller skal jeg leve med iranske traditioner, alt dette kun fordi jeg er kurder, hedder det blandt andet i dig­tet, som udløser stort bifald.

 Det sidste indslag I festen er en gruppe fra Odense. Tre af musikerne er klædt ud som oliesheiker med store over­skæg og partisantørklæder, og får alle til at more sig. Der er lige så meget gang i dansen som i børnene, der energisk er gået i gang med at farvelægge plakater, som de har fået af en medarbejder fra Kulturhuset.

 Da klokken er blevet 23, spiller musikerne den kurdi­ske nationalsang, og alle står op og klapper begejstret. Det er ikke populært at skulle slutte festen, så gruppen må først ryste op med et ekstra­nummer, før festdeltagerne vil sætte punktum for det ori­entalske eventyr og bevæge sig udenfor i den kølige regn.