Af Kristoffer Madsen, DAGBLADET/Frederiksborg Amts Avis
Den tidligere irakiske hærchef Nizar al-Khazraji blev tirsdag i Sorø sigtet for krigsforbrydelser, der blev udført, da han fra 1987-90 var øverste chef for den irakiske hær. I den periode gennemførte Irak de såkaldte Anfal-operationer, hvor mere end 180.000 kurdere forsvandt og mindst 4.000 kurdiske landsbyer blev jævnet med jorden. Den tidligere irakiske hærchef opholder sig på ”tålt ophold” i Danmark, og politiet indledte efterforskningen mod ham i oktober 2001.
Kurdernes tragedie i Halabja
Giftgas kostede mindst 5.000 kurdere livet i 1988 og mange flere fik permanente lidelser ved angrebet
En sødlig lugt af æbler breder
sig onsdag eftermiddag over den kurdiske by Halabja i det nordøstlige Irak. Det
er midt i marts, og om få måneder vil sommeren 1988 bringe en afslutning på
den otte år lange krig mellem Iran og Irak. Men det ved de godt 45.000 kurdere
i Halabja intet om, og mindst 5.000 af dem kommer aldrig til at opleve det.
Hele dagen har bølger af irakiske fly kastet bomber over kurdernes hjem og deres beskyttende kældre. Nu tvinger den kvælende lugt af sødlige æbler og den brændende fornemmelse på huden dem ud på gaderne. Også den dengang 31-årige Lamia Abdula Omar gør klar til at forlade naboens kælder, hvor hun under bombardementet har søgt tilflugt med sine fire børn.
- Vi ved alle, hvad den sødlige lugt betyder. Saddam Hussein har tidligere brugt giftgas mod kurdere, og vi har hørt fra overlevende, hvordan det lugter, fortæller Lamia Abdula Omar, der i dag bor med sin familie i Slangerup i Nordsjælland.
Aftenen før angrebet med senneps- og nervegas har Lamia Abdula Omar sammen med andre af byens kurdere fejret, at Saddam Husseins irakiske tropper efter tre dages kampe er drevet ud af byen. Sejrherrerne er de kurdiske partisaner og iranske styrker - en alliance der er opstået på grund af kurdernes ønske om selvstændighed i Irak og Irans krig mod samme land.
- Vi er glade den aften. Det er en lille sejr for kurderne, men allerede meget tidligt næste morgen begynder det irakiske modangreb, siger Lamia Abdula Omar.
Bruger giftgas
Mens de fleste folk endnu sover, kommer en irakisk helikopter i lav højde ind over byen. Så følger den første bølge af irakiske fly, der bomber byen, mens indbyggerne søger tilflugt i hjemmebyggede beskyttelsesrum og kældre.
Lamia Abdula Omar og hendes fire børn er også i en kælder, som de også tidligere har været under krigen mellem Iran og Irak.
- Flyene bliver ved med at bombe hele dagen. Hen på eftermiddagen hører vi folk udenfor råbe, at der er brugt giftgas, og så kommer den sødlige lugt af æbler også til os, siger Lamia Abdula Omar.
Hendes mand er kurdisk partisan og kæmper mod Iraks tropper et andet sted i det nordlige Irak. Han og andre partisaner har fortalt folk i byen, at våde klude beskytter mod giftgas.
Med vådt tøj, gardiner eller tæpper for ansigterne bevæger familien sig ud på gaden. Mange af husene i området er sønderskudte ruiner, bemærker Lamia Abdula Omar, før hun får stoppet en mand i en jeep. Med hende og de fire børn på fem, syv, ni og ti år i jeepen sætter chaufføren kursen ud af byen.
- Det tager os mere end en halv time at komme gennem gaderne og ud af byen. Vi kommer meget langsomt frem, for alle steder ligger der folk på vejene, fortæller Lamia Abdula Omar.
Besvimet på gaden
En af de mange kroppe på en af Halabjas mange gader tilhører 27-årige Fouad Hima-Sharif. Han har efter endt uddannelse i sygehusvæsnet i 1985 sluttet sig til de kurdiske partisaner.
Under de tre dages kampe mellem Irak og Iran om Halabja er han sammen med andre kurdiske mænd kommet ned fra de omkringliggende bjerge og har sneget sig ind i byen.
Her besøger de familie og hjælper sårede efter den iranske og irakiske krydsild. Nu er han selv besvimet på en gade i den sydlige del af byen.
- Jeg vågner først flere dage senere. Mine øjne svier, og jeg kan næsten ikke se noget. Det har blødt fra min næse, og det føles, som om jeg har et tov i halsen og helt ned i lungerne, når jeg trækker vejret, fortæller Fouad Hima-Sharif.
I dag går han rundt i Hillerød, men den dag i Halabja kan han end ikke rejse sig op. I stedet begynder han at kravle mod familiens hus.
- Der ligger døde børn, voksne og gamle spredt på gaden. Jeg kravler forbi dem og hen til huset uden at genkende nogen, siger Fouad Hima-Sharif.
Senere har han på fjernsyns-optagelser set sin mor, en bror og en søster ligge på gaden tæt ved familiens hus ligesom andre af hans i alt 33 slægtninge, der mistede livet ved angrebet.
Hjælp fra Iran
I familiens hus forsøger Fouad Hima-Sharif at drikke noget vand, men det kommer straks op igen sammen med en gul væske. I stedet finder han frem til en seng, hvor han igen besvimer.
- Da jeg vågner, står der en iransk soldat med gasmaske og kigger på mig. Selvom jeg prøver, kan jeg ikke sige andet, end at han skal hjælpe mig.
Og det gør den iranske soldat. Fouad Hima-Sharif kommer til en teltlejr udenfor byen og dagen efter flyver han til et sygehus i Teheran i Iran, hvor han får behandling i to måneder. Så går turen til en flygtningelejr i Iran.
Lamia Abdula Omar har også brug for lægehjælp, da hun sammen med sine fire børn og tusindvis af kurdere flygter fra Halabja mod den iranske grænse. Men hun får det ikke.
- Efter et par dage næsten uden mad og vand er vi tæt på den iranske grænse. Jeg er så medtaget og nogle af de andre må se efter mine børn, og jeg har meget brug for hjælp, fortæller Lamia Abdula Omar.
Dagene glider ind i hinanden i hendes omtågede tilstand, men hun er sikker på, at den store gruppe kurdere på vej mod den iranske grænse er udsat for et irakisk luftangreb. Og hun bemærker, at en bro over en af floderne er sprængt væk, da de tusindvis af kurdere kommer frem til den.
Liv i lejren
Hjælpen venter Lamia Abdula Omar i Iran. Hun bliver indlagt på et hospital i Kermanshah, mens børnene bliver passet af bekendte i en stor iransk flygtningelejr. Og efter nogle måneder bor de igen sammen i lejren.
Tæt ved 10.000 kurdere flygter fra Halabja efter giftgasangrebet og samler sig i flygtningelejre i Iran. En dag dukker også Lamia Abdula Omars mand Jaafar Nasrallah op hos hende og børnene.
- Han hørte, at vi var døde under angrebet, men troede ikke på det. Så afleverede han sine våben og tog ud for at lede efter os, fortæller Lamia Abdula Omar.
Også Fouad Hima-Sharif bliver forenet med sin familie i en iransk flygtningelejr efter behandling på sygehuset. Han finder sin far og flere søskende, og senere møder han også sin kommende kone i lejren. Sammen med deres nyfødte søn forlader de tre år senere lejren.
Lamia Abdula Omar kommer med sin mand og fire børn til Danmark 17. marts 1991. Kort tid efter kommer Fouad Hima-Sharif og hans familie også til landet, og siden vokser hans familie med fire børn.
Både Fouad Hima-Sharif og Lamia Abdula Omar er i dag fortsat under medicinsk og psykiatrisk behandling på grund af giftgasangrebet på Halabja.
Traumet flytter med
Indtrykkene fra kurdernes dommedag i Halabja forfølger de overlevende
efter det irakiske giftgasangreb på byen i 1988
Af Kristoffer Madsen, DAGBLADET/Frederiksborg Amts Avis
Knapt femten år og mere end 2.000 kilometer har kurdiske Fouad Hima-Sharif lagt mellem giftgasangrebet på hjembyen Halabja og sin nye hverdag i Hillerød. Alligevel fylder den dag i marts 1988 stadig det meste af hans liv.
Siden irakiske fly dengang bombede den kurdiske by i det nordlige Irak med giftgas, har Fouad Hima-Sharifs krop været øm og træt. Synet er nedsat, og han har udslæt flere steder på kroppen på grund af gasserne. Men det værste er de psykiske skader.
- Det er ligesom en film. Billederne fra dengang kører hele tiden i mit hoved. Også om natten. Jeg kan kun sove i to-tre timer før jeg vågner, og når jeg endelig sover, så drømmer jeg stadigvæk om angrebet og om min mor og andre, der døde den dag, fortæller 42-årige Fouad Hima-Sharif.
Efter angrebet har han haft svært ved at koncentrere sig, og han har derfor ikke arbejdet, siden han i 1991 kom til Danmark med sin kone og deres nyfødte søn.
Mange overlevende kurdere fra Halabja har det som Fouad Hima-Sharif. Reaktionen er almindelig for folk, der har haft meget voldsomme oplevelser, fortæller Christian Nørregaard, der er psykiatrisk overlæge på Psykiatrisk Sygehus i Hillerød. Han har haft flere irakiske kurdere i behandling og møder folk med lignende oplevelser i sit arbejde på asylcentret Sandholmlejren i Nordsjælland.
- Folk, der har været ude for så voldsomme hændelser, lever dem ofte igennem igen og igen. De er pludselig tilbage i de situationer, og så dukker følelserne fra dengang op. Det kan gøre dem meget uligevægtige og give store problemer i hverdagen, siger Christian Nørregaard.
Husker Halabja
Christian Nørregaard formoder, at symptomerne altid vil følge de berørte personer. Mange vil i lange perioder have det fint, men der vil ofte komme et eller andet, der igen vækker de ubehagelige minder. Det skyldes, at de voldsomme og stærke oplevelser har slidt på de mekanismer, der normalt beskytter hjernen mod meget kraftige indtryk.
I Halabja var indtrykkene så voldsomme og belastningen så langstrakt, at hjernen kunne tage skade. Samtidig forværrede påvirkningen fra senneps- og nervegassen formentligt tilstanden.
Det gør, at folk som Fouad Hima-Sharif ofte er meget følsomme overfor larm, og mange vil helst være alene hele tiden. Derfor giver familielivet problemer, ligesom koncentrationen ofte svigter, når der eksempelvis skal læres dansk.
- Jeg har mødt veluddannede folk, som tidligere levede af at tænke. Nu kan de ikke længere koncentrere sig om at læse en bog, og hvis de ser en film, så har de efter ganske få minutter glemt, hvordan den begyndte, siger Christian Nørregaard. Eller som Fouad Hima-Sharif selv udtrykker det:
- Jeg glemmer aldrig giftgasangrebet på Halabja. Men hvis du spørger mig, hvad jeg spiste til aftensmad i går, så kan jeg ikke huske det.