En sort dag for kurderne

Irak efter 28. juni

Af Shakhawan Shorash, studerende ved Københavns Universitet

I mandags, den 28. juni, blev magten og suveræniteten overdraget til irakerne, og det skete med en international opbakning, som er formuleret i resolution 1546. Det er alle de store magter og stater formentlig glade for. Men det gælder ikke den kurdiske befolkning i det irakiske Kurdistan. For at sige det kort: kurderne føler sig forrådt af den amerikanske regering og det internationale samfund som helhed. Men kurderne er mest vrede over deres ledere, som har svigtet igen og igen.

Fra nu af får den arabiske majoritet legitim magt over den kurdiske territorium, dermed er sandsynligheden for en ny optrapning af de konflikter, som har fundet sted i de seneste 82 år tilstede.

De kurdiske ledere hoppede på den amerikanske og britiske regerings løfter om en løsning til kurderspørgsmålet. De accepterede den foreløbige grundlov og har undladt mange af deres krav. De underskrev en svag midlertidig grundlov, hvor der var mange huller med hensyn til kurdernes krav og demokrati. De kurdiske ledere håbede på en løsning i et nyt føderalt Irak.

Men de tog formentlig fejl, da resolution 1546 underminerede den midlertidige lov og dermed i realiteten udviskede de få indrømmelser, som var blevet givet til kurderne. Sikkerhedsrådet nægtede at inddrage den midlertidige grundlov og var imod at nævne kurdernes rettigheder i resolutionen. Derfor var der tale om, at man nægtede kurderne deres ret til frihed. Historien gentager sig ironisk nok.

Den kurdiske befolkning har været meget utilfreds med deres egne lederes måde at håndtere denne sag på, og mange har ikke ønsket at skulle tilbage til Bagdad igen. De har nemlig ikke så meget tilfælles med den arabiske del i Irak, og de føler sig ikke som irakere. De ville ikke være med i et nyt Irak igen. De ville være frie i et frit Kurdistan. Men hverken deres ledere, USA eller det internationale samfund gad høre på dem.

Sidste marts havde Folkeafstemningsbevægelsen samlet omkring to millioner underskrifter omkring kravet om en folkeafstemning om kurdernes politiske skæbne. Kurderne havde ret til dette ifølge FNs charter og den internationale aftale vedrørende principperne omkring selvbestemmelsesretten. Historien var også til deres fordel, idet Irak havde været et mareridt for dem i de sidste 82 år.

Kurderne har stort set været selvstændige siden 1991, takket være en britisk-amerikansk beskyttelse. Trods de kurdiske lederes svigt og deres indbyrdes magtkonflikt, var det muligt for kurderne at udvikle sig frit. Men magtoverdragelsen til irakerne betyder mindre frihed til kurderne. Og det er svært for kurderne at acceptere.

Kurderne vil formentlig få store problemer med den arabiske majoritet, som nægter at give indrømmelser og frihed til kurderne på en lang række centrale områder. Resultatet er, at det eneste stabile område under hele Irak-krisen, risikerer at blive yderst ustabilt i fremtiden.